Casper Hernández Cordes: Recent Episodes
Casper Hernández Cordes
Casper Hernández Cordes (1971) graduated as a composer from the Royal Danish Academy of Music in 2006. For a number of years he has been involved in electroacoustic music, interactive installations, happenings, performances and workshops, as a means of involving non-musicians in creative , musical creation. Since the pandemic, he has found his way back to working with score music.
Listen to this episode of the podcast Building Sound Collectives https://cultural-sustainability.eu/2022/03/13/1632-11-24-spinoza-numbers-and-human-emotions-in-music/
Listen to this episode of the podcast Building Sound Collectives https://cultural-sustainability.eu/2022/03/13/1632-11-24-spinoza-numbers-and-human-emotions-in-music/
Listen to this episode of the podcast Building Sound Collectives https://cultural-sustainability.eu/2022/03/13/1632-11-24-spinoza-numbers-and-human-emotions-in-music/
Listen to this episode of the podcast Building Sound Collectives https://cultural-sustainability.eu/2022/03/13/1632-11-24-spinoza-numbers-and-human-emotions-in-music/
011000 - #0114000
Improvisations over the composition #000000 "Last Dream"
Read more about the method and philosophy behind this improvisation here: https://cultural-sustainability.eu/2021/11/05/music-as-an-ecosystem/
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
“This is the first variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is the a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is a variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
This is the second variation based on the score based on the improvisation Last Dream https://soundcloud.com/chcordes/last_dream
Music as an ecosystem. This is the first proposition. An improvisation on the piano from which I have written a composition for piano.
See the score here: https://cultural-sustainability.eu/2021/10/28/thomas-bs-last-dream-2021/
do you ask the leaf for an explanation why it moves left then right then up down whirl a movement that can be heard or not heard just stating the occurence of an event not expecting it to make sense in the way you expect an action directed towards you to make sense but the way a leaf makes sense when it moves left right then up down in the wind sometimes resulting in a sound sometimes not
motor movements like the wind blowing not manifesting as sound unless meeting resistance in leafs grass high voltage lines movement manifesting as sound
Watch the music video here: https://youtu.be/_EZFR25X7Y4
Eyes closed, no planning, total improvisation, no editing.
I used this impro for my composition for Saxophone Quartet "When will this change"
This piano improvisation is recorded with the Røde M5 MP dual set, using iD14 as audio interface. The mics were placed approx 10-15 cm from the hammers of my upright piano (top parts removed)... I have done NO EDITING, except from hard limiting and adjusting amplitude.
Please listen and give me feedback on the sound, thanks!!!!!
Bare en impro på klaveret. Heste er nogle sjove dyr... Måske lidt tung i anslaget. Har hørt en del Thelonious Monk på det sidste..
I dette afsnit spørger jeg, hvad der skal til som kunstner for at gøre sig gældende, for at melde sig i koret af kreative mennesker, der arbejder for at skabe noget smukt og meningsfuldt for verden. Med min egen musik som underlægning taler jeg om improvisation, om at finde det mest optimale workflow, om at tvivle, og hvordan jeg ind imellem kommer tvivlen til livs.
2020 er slut, eller skulle man sige 'overstået'? Et år der har bragt en masse kaos med sig, i Verden, og i mit eget liv. Her på overgangen til det næste år går jeg som sædvanlig og gør mig tanker om året der gik og det som kommer.
In this improvisation, it seems that the patterns tend towards some kind of anchoring, repeated notes, around which other patterns move freely. I am not sure. It just happens.. Or maybe it's a tribute to the Danish Prime Minister Anker Jørgensen.. (his first name 'Anker' is homonymous with the Danish word for anchor, .. 'anker'
Friday afternoon improvisation. Eyes closed no preconceptions.... Musical ideas taking fingers placing them on keys at different speeds and levels of pressure...
An improvisation on the piano starting from the idea of small close movements in different places, expanding, contracting. Perception, according to Bergson, is a matter of stored images (memory) meddling with new images ('pure perception'). Old images with their connected patterns of action influence the new ones, the former adding their specific color to the latter.
Dette er en improvisation - efter at have læst Bergsons Matière et mémorie - hvor det musikalske stof muterer, spalter sig, bytter plads. Når du lytter til dette vil jeg foreslå, at du lytter efter de forskellige musikalske ideer, som var de organismer, der folder sig ud i et fælles miljø, hvor de interagerer, muterer, osv. Følg organismerne med din opmærksomhed, bemærk, hvordan de udvikler sig, hvordan de kommunikerer indbyrdes...
Titillatio - literally 'tickling', this is Spinoza's word for the phenomenon that only a part of a body is being affected by a joyous sensation, whereas hilaritas depicts the situation where THE WHOLE body is affected.
An improvisation on plastic piano orchestrated for percussion instruments (and Harp) Improvisation.. play... accepting things as they are. Saying yes..
Free improvisation. Saturday evening... May. Be... bee... zzzzzz
Also available on youtube: https://youtu.be/hp4nLYlv1AI
Improvisation as a way of digging the garden of your mind, mixing fresh horse manure with with worn out soil... Sparrows picking the new mix. Fertilizing the soil /mind for new possible connections...
The idea is to improvise on the piano, and AFTERWARDS use the improvisation as a sketch for a composition. I think maybe transcribing it for a chamber ensemble, maybe a wind quintet... Next step is to try to make some kind of score.... I use noteflight.com I have been trying to compose directly in this app, but it becomes flat and lifeless. Now I'll try the other way around. Something with LIFE (ie. this improvisation), but without a distinct articulation, embryonic... The voice in the beginning of the recording is my wife's, who is wondering why I left the window in the bathroom open. And the rhythmic clicking sounds are from my dog, who entered the room at the same time, but without questions regarding the bathroom window. He simply smiled at me. Happy. I looked at his face, and I guess, the character of the improvisation in the beginning is owed to this spontaneous lightheartedness of my dog.... By the way, since my dog is present during the improvisation, I considered it appropriate to publish it on my podcast. I haven't been doing my MAN-DOG-EARTH walks for a long while. Maybe it has mutated into explorations on the piano....
Træerne taber deres blade på forskellige måder. En improvisation gennem efterårets træer og deres mange måder at tabe bladene på.
"Træerne taber deres blade på forskellige måder. Birken hænger, med de tynde grene, rudeformede blade drysser langs de tynde grene, i den ene side er træet tømt. Her et træ, hvor bladene hænger som optrævlet strikketøj imens træet strikker videre bag barken. Dråbeformede blade vender i alle retninger. Halvdelen bliver, den anden halvdel er rejst videre til det fælles stofskifte. Knudrede grene med overdrveent røde bær. Gæs på træk, to har mistet forbindelsen med flokken, trætte af at flyve med resten? De helt små knaldblå fluer, der langsomt daler ned, stiger op, imens de store myg stiger hurtigt, daler langsomt, som skannede de omgivelser. Nogle blade taber saften fra kanten indad, andre inde fra udad, de brune pletter btreder sig langs bladets kød mellem årerne. En vredet stamme, nøgen, uden bark, er blevet synlig efter bladenes fald. Her et træ næsten dækket af efeu. Efeu som omvendte bukseben mens træets øverste grene stikker ud som krogede fødder der rækker mod himlen, hovedet i mulden... Et træ bevarer bladene til det sidste, de er helt mørkebrune som hætter. Tjørnen, bladene bliver knaldgule med de knaldrøde bær, skarpe farver, mørk, grøn, mørk, rød, lys, gul, bladene vifter omkring de tornede grene, dækker for buskadsets mytiske og utilregnelige rum. "det var buskadset der gjorde det". Barken blank, som viklet om af skinnende bånd, som en juledekoration uden at ville det. Her fyrrestammerne to nuancer næsten sort brun, lys, en sydlig gæst. Det træ har tabt bladene undtaget nogle få sammenkrøllede nogle, jævnt fordelt i hele træets volumen.
Hvordan ville vores podcastede landskab se ud i 2119? Eller bare i 2030? Vi undersøger de vante, daglige omgivelser med et postapokalyptisk blik. Ja, det gængse provinsbybillede lægger allerede op til at folde Palle-alene-i-verden/Crusoe-scenarier ud i tanken, og det fører helt naturligt 100+ år den anden vej, tilbage til to tænkere fra forrige-forrige århundrede, nemlig Henry David Thoreau, som render rundt i en skov og laver minutiøse regnskaber over, hvor mange cent han bruger på at købe såsæd, planker og søm. Og Anton Tjekhov, som nogenlunde samtidig fører os ud i den russiske zartids provins, hvor vores kære Onkel Vanya spilder sit liv imens den lokale landlæge har nogle overvejelser over sammenhængen mellem den fremskridende ødelæggelse af landskabet/naturen/biodiversiteten og de forsvindende lokale kulturelle 'biotoper'. Overvejelser, som ligger meget tæt op ad, hvad vi går og funderer over i vores podcast....
Og i øvrigt vil jeg tilføje: På vej fra Hirsholm til Sorø på motorvejen. Jeg ser de her tejster, deres måde at jage hinanden, så dykker den ene, og den anden dykker efter, og de kommer op længere henne, de jagter hinanden, både over og under vandet og i luften, alle de steder, der har adgang til at færdes; og de er gode til at dykke; de dykker jo ned for at fange deres fisk, så de er nogle gode dykkere; ned under vandets overflade; for dem er luften og vandet to væsker de kan opholde sig i, de kan færdes i; og overfladen af vandet, den pjasker de i; og når de pjasker i denne overflade af vandet, så er det jo faktisk det samme vand, kan man sige, som er i stillehavet eller i atlanterhavet, og i hele verden, alle de store have er forbundne; det vand der er ved hirsholm er forbundet til det vand der er ved Cuba og SIngapore …. Men det er jo også på en måde det samme hav, der er indeni tejsten; og på en måde også indeni dig; og i mig; og den overflade, altså vandets overflade, som på en måde er luftens underflade, det er jo en form for membran; ligesom tejstens overflade, dens fjerdragt, er en form for membram, som holder tejstens indre, som på en måde er hav, adskilt fra det som er omkring tejsten, som er luft eller hav, det er ét fedt. Over eller under over- eller underfladen. Og på samme måde er du på en måde hav, som er adskilt fra omgivelserne med en membran, en flade, er du også luftens underflade? Og noget i dig sætter sig i bevægelse, og det forplanter sig til det som omgiver dig, hvilket i de fleste tilfælde vil sige luften, og når disse bevægelser i luften rammer min overflade, den membran, som adskiller der som er i mig, som på en måde er hav, fra det der er omkring mig, som i 99% af tiden er luften, og som i en vis procentdel også indeholder bevægelser, der har deres kilde bag den membran, som adskiller dig fra den selvsamme luft; og noget i mig omsætter de bevægelser, som den membran, der omslutter mig mærker, og disse mærkelser bliver omsat, i mig, til elektriske impulser, som min hjerne så kan hygge sig lidt med at forsøge at finde mening i; men også blinde mennesker, som jo ikke har lyd, det er jo også interessant, hvad de så gør, for jeg tænker, vi andre, vi siger “hey!”, hey hey, eller rømmer os, en lyd der påkalder dig min opmærksomhed, nej omvendt, der påkalder mig din opmærksomhed, nej der påkalder mig dig… og du kigger, og jeg kan så sige.. Og du behøver egentlig ikke kigge, du skal bare være sporet ind på at jeg nu er i gang med at kommunikere noget til dig, men hvad gør døve? Der så jeg en film, og det er jo egentligt sjovt at se, for hvad gør døve for at få hinandens opmærksomhed, det de gør det er fleks at tænde og slukke lhyset, for det kan den anden jo godt opfange, med synet. det kunne måske være sjovt at vi to dykkede ned under vandet, og forsøgte at gøre det samme som før, bare under vand; måske kan de bevægelser, du før fik luften til at foretage kunne du nu få vandet til at foretage? Nu husker jeg, at da jeg var i gang med at tage mit dykkercertificat, så havde dykkerlæreren sådan en dims med, så hvis han skulle have vores opmærksomhed under vandet, så fik han dimsen til at lave en tikkende, kvækkende lyd; lidt ligesom de døve gør, når de blinker med lampen; De er så ikke under vand, men på en måde er det måske lidt derhen ad… men det lykkedes så faktisk, altså for min dykkerlærer, at få vores opmærksomhed; så eksperimentet virker! Man kan så sige, at de kvaler min hjerne har med at skabe mening i de bevægelser der udspringer af dig, og som rammer den membran, som udgør min overflade til den omkringliggende bevægelige luft, nok ikke vil være lige så kval-agtige, under vand. Og nu skal vi mod Århus; tunellen kører vi ind under, i Ålborg;
Vi har inddelt vores podcastede rute i kapitler, og går nu og lader omgivelserne virke på tankerne, og på de ord, som tankerne søger luft gennem. Igen spørger vi ud i luften, vi spørger solsorten, bjergfyren, stiens hældning og den varierende grad af legitimitet, som omgivelserne udstyrer os med, og vi spørger, om den vilde vind og de vilde humlestængler gør vores tanker vildere, mere vovede; og om vores tanker er klar til at gå mere i dybden, når stien går nedad; og når den går opad, om det inspirerer os til at tænke mere fremad, mere projekterende. Og 'os' det er mig og min hund, Chippo, og vores fælles projekt er ganske enkelt at gå en tur med hinanden, men samtidig er vi en form for udvidet organisme, et 'humanimal', som Donna Haraway kalder det, altså et man-dog-væsen, som er udstyret med en fænomenal lugtesans, imens mine sansers højere placering i landskabet skaber et vist overblik, som kan skue længere frem, og afværge mulige katastrofer. Såsom de trafikuheld, som vores ikke-synlige tilstedeværelse på steder, hvor vi ikke er ventede forårsager. Hvor vores tilsynekomst, eller måske snarere til-u-synekomst er så syret for bilisterne, at omgivelserne kollapser omkring sig selv. Alt dette, og meget mere får vi vel en slags implicit svar på, fra vindens rislen i bjergfyren, og gråspurvenes solidariske hverdagskommunisme, imens tilslut blodårerne i halsen dunker, og monologen, fuld af ord, som er det de er, bliver til ordskvalder. Skvalderiet kommer, fuld af ammunition i form af ord, der fyres af i maskingeværssavler, takka-takka-takka-tak-tak-tak-tak, ud over landskabet, over rampen, over vimplen der blafrer i vinden og det røde tegltag....
I denne episode følger vi op på #009 og spørger, hvad landskabet omkring os gør ved vores tanker. Når man(d) bevæger sig ad stien langs krat, sø, skov, haver, parkeringspladser, osv, påvirker disse dele af omgivelserne vores tanker på forskellige måder? Hvad bliver vi inspireret til at tænke på? Bliver vores tanker præget i en bestemt retning? Vi plejer at gå den samme tur. Dermed kommer vi altid ad de samme stier, forbi de samme træer, huse, og krydser de samme åer, veje, osv. Vi deler podcasten op i 7 kapitler, alt efter omgivelsernes skiften. 'Kapitel 1' er en lang, lige, plan sti, med få afbrydelser og overraskelser. Tænker vi anderledes i kapitel 1 end i 'kapitel 6', hvor vi bevæger os langs en vej, forbi parkeringspladser, og hvor der ikke er noget fortov, hvor vi er nogle ikke-væsener for landskabet? Og når man(d) har hund med, sker der noget andet og mere. Mand og hund bliver til én fælles organisme, med sanser som har en større spændvidde. Og med hunde-delen af dette væsen bliver antallet af situationer, hvor det må håndtere forskellige former for møder mangedoblet... Lever heste forøvrigt i tråd med finansministeriets regnemodeller? Kan vi finde på andre maskiner, der kan hjælpe os med at gribe og begribe, hvad der går for sig mellem os og med vores omgivelser? Mød i øvrigt Chippo som videnskabsmand i kapitel 4.
Vi hører ikke lyden, men vores hjernes fortolkning af nogle elektriske impulser. Men når du lytter lit denne podcast, hører du især ikke lyden. For du bliver præsenteret for en særlig formattering, som et særligt apparat har filtreret et stykke virkelighed gennem. Hvad sker der med opfattelsen af tiden, når vi bruger de apparater, vi har opfundet til at forsøge at gribe, hvad der sker i vores omgivelser? De bruger jo klokketiden som målestok. Og de er bygget så de viser os verden fra ét punkt, - et udgangspunkt der nødvendigvis må være nogen der træffer et valg om. De er med andre ord formatteret med en særlig logik, - som vi oftest glemmer, i vores daglige omgang med dem. Men hvad sker der, hvis vi lader os føre af skovstien som format? Vi er jo langsomt ved at blive til muld, og den trommehinde jeg hørte en lyd med for 10 år er ikke længere den samme - alle celler i den er udskiftet indtil flere gange. Vi skal et nyt sted hen, i denne podcast, nede ved søen, hvor vi bla. skal opleve en dreng, som går over en træstamme over en bæk med en lille sav over skulderen, som kalder en kat med sig, som følger efter med løftet hale. Vi er stadig på sporet af et eller andet, og denne gang kommer vi det nærmere, ved at spørge, om det ikke er på tide, at vi udvikler apparater, som skærer virkeligheden til på en helt anden måde. Måske skal vi gå ud fra andre væsners sansninger. Måske skal vi spørge Chippo, om han ikke mener, vi skal se at komme i gang med at udvikle en lugt-o-graf...
"Ceci n'est pas une podcast", - eller også ender det med at være én..? Lydene fra omgivelserne som rytmer, mønstre, koder, noget som kan imiteres af munden; fødder der slider stier i landskabet; vinden risler i bladene, bladene risler i vinden. Ris. Ler. Og endelig... På det tidspunkt, hvor de 99% af internauterne har zappet videre.. Og hvor podcasteren endelig er alene med sig selv og de nærmeste organismer i omgivelserne.... Dér begynder en dialog, med ord, som bringer os rundt om og gennem luften, lys- og lydrummet.... Og som spørger, hvad der sker, når vi lader omgivelserne virke på os...
"Jeg gad vide, om jeg kan glemme mig selv, når jeg optager?". Hvad går der for sig i de situationer, hvor vi glemmer os selv? Kan vi tvinge os selv til glemme? Hvad sker der, når vi beslutter os for at kontrollere sindet, men at det så arbejder på egen hånd, så at sige? Dette, og et par andre ting, får du ikke svar på i denne podcast. Som vanligt er det en invitation til at være til stede i nuet, det nu, som udfolder sig på en tur i omegnen af en provinby i Danmark, hvor naturens lyde i form af fuglesang, vand, der plasker, susen i træerne præger lydbilledet, med små stænk af forbipasserende biler.. Billedet er et udsnit af noget tekst skrevet af den franske filosof Gason Bachelard.
En mand går tur med sin hund på vores fælles jord og overvejer blandt andet, hvis man kan tale om, at sindet er en form for fordøjelse, hvad er så det, som svarer til probiotikken? Hvad er det mentale mikrobiom? Hvordan finder vi ro i den evindelige syndflod af tanker, som nødvendigvis hærger vores sind, fordi vi er mennesker, og fordi vi mennesker er udstyret med tanker om fortid og fremtid, selvom det måske var smartere, hvis vi bare ku forholde os til nu og her. Til gengæld er der så hunden, Chippo, en golden på netop 1 år og 1 dag; for ham er det hele én stor universel kærlighed; han har indset, at alle væsener nødvendigvis må elske sig selv, og dermed må de elske hinanden med den samme kærlighed, de elsker sig selv med. Sådan fungerer han; dog er det ikke alle, som er med på, at udtrykket for denne kærlighed tager form af et to og tredive kilo tungt, savldryppende hundekram....
Vi kommer gennem hestemudderet, og ud på den anden side, hvor vi spørger, hvordan vi kan være i verden, når den er ved at gå fuldstændig agurk. "Naturen, det billige skidt", sagde digteren, men det er også rigtigt, for hvad pokker skal vi med det? Hvorfor er det så vigtigt med de skide fugle? Hvad nytter det? Er det bare excentrisk, menneskefjendsk og håbløst romantisk at have et inderligt forhold til sine omgivelser, i form af fugle, hunde, blomstrende træer, og sølvblanke morgensøer? Det er dog i hvert fald ikke verdensfjernt, eller hvad? For det er vel at være i selve verden, at være til, at bevæge sig og bevæges. Nå. For at gøre en lang historie kort: Her får du endnu en gang lommefilosofisk snak op og ned ad træer, buske og andre tilfældige forbipasserende.....
Med inspiration fra krimigenren skal vi her ud og lave en leg: "Kan du gætte, hvad jeg ser?". Ved at lytte til de tilfældige lyde, som kommer med på denne vandring gennem et landskab i en provinsby i Danmark, bliver du inviteret til at gætte med: Hvor er vi? Hvilken slags landskab? Kan du høre, at katten er grå? Samtidig kommer vi et kort smut forbi Shakespeare som inspiration for podcasting, og skal i fællesskab undre os over, hvordan du som lytter slår alle rekorder i attention span og tålmodighed....
Den koreanske krimi-serie, der bliver nævnt hedder Voice, læs mere her: https://en.wikipedia.org/wiki/Voice_(TV_series)
I indledningen til Shakespeares samlede dramatiske værker kan vi læse: "Der var ingen inddeling i scener eller akter. Scenen skiftede til et nyt sted simpelt hen ved, at skuespillerne forlod scenen. .. Det afgørende for digteren var, at skuespillet ... kunne spilles som et kontinuerligt hele.. " Uddrag fra Macbeth, hvor replikkerne skal angive, hvad vi skal forestille os, og stemningen: Duncan: En smuk beliggenhed har denne borg! Hvor fredfyldt luften smyger sig, så let og mildt, om vore sanser. Banquo: Somrens gæst, den kirkeglade svale, viser klart ved at den gerne bygger rede her, at himlens ånde dufter lifligt mildt"
En smuk solbeskinnet forårsmorgen med fuglesang (masser!), spejlblanke søer, og forskellige dyremøder...
Tanker om, hvor skønt det er, at kunne give sig selv ret - jeg har hørt råbåndene til interviewet med Ghita Nørby. Tanker om hvad man tænker, når man bruger det meste af sin tid på et bullshit job med at passe på noget, som andre ønsker at beholde for sig selv. En fantasi om at vi kan forene alle de her ubrugte hjerner i en stor fælles bestræbelse på at forstå ting. Om barriererne der sættes for at dele det eneste som vi alle kan være fælles om - nemlig viden.
En ældre kvinde og en yngre. En samtale der løber helt løbsk. Jeg melder mig i koret af folk der har brug for at mene noget om det berømte/-rygtede portrætinterview med Ghita Nørby på Radio24syv.
En mand går ude i naturen med sin hund og taler med sig selv; han fortæller, hvad han ser, hvad han oplever imens han går ude i naturen, og han fortæller, hvad han tænker, om det han ser, om hvad han før har tænkt, og om, hvad han tænker om, hvad andre før har tænkt.
Hør "Hele Danmarks Ghita her": https://www.24syv.dk/programmer/24syv-dokumentar/49576480/hele-danmarks-ghita-1
Og hør iøvrigt selve råbåndene, hvor der tilsyneladende foregår en hel del, ganske stille og rolig samtale mellem de to kvinder, her: https://www.24syv.dk/programmer/raabaand/49610404/raband-14-03-2019
En mand går ude i naturen med sin hund og taler med sig selv; han fortæller, hvad han ser, hvad han oplever imens han går ude i naturen, og han fortæller, hvad han tænker, om det han ser, om hvad han før har tænkt, og om, hvad han tænker om, hvad andre før har tænkt.
Dette er første episode af min podcast MAND-HUND-JORD; meningen er, at jeg vil lave en serie podcasts, hvor jeg taler med mig selv om hvad der nu falder mig ind, imens jeg går tur med min hund, en Golden Retriever på knap 1 år. Det kommer sandsynligvis til at handle om os mennesker, om hvordan vi har med hinanden at gøre, og om det vi kalder naturen, vores omgivelser, og om hvordan vi har med den at gøre.
Jeg ved ikke hvad jeg drømte før jeg drømte et digt. Men da jeg vågnede havde jeg i mit hoved nogle linjer til et digt....